LINJETUR

Gode træningsdage med fokus på linjefaget

To dage med fjerbold, fodbold og håndbold

I onsdags tog alle elever afsted på en to-dags linjetur, hvor der blev sat fuld fokus på linjefagene. Her er en lille update omkring turen fra de tre linjer.

Badminton

I år gik linjedagene til Rønde Efterskole. Allerede på afrejsedagen onsdag var der masser er spil på banerne på Djursland. Det var den store kampdag, og efter en lettere formiddagstræning blev der spillet mod Rønde eleverne både eftermiddag og aften. Aftenen blev brugt på et par ekstra timers træning, linjehygge og restitution, og det var der også brug for. Torsdag blev der nemlig sat fokus på tekniktræning hele formiddagen, hvor eleverne havde behov for at være detaljeorienterede og koncentrerede. Det var en rigtig god træning med det formål at gøre eleverne skarpere på flere specifikke områder.

Salmet blev det til to sejre og et nederlag i holdkampene med Rønde – rigtig godt gået. Det har været en kanon god tur for badmintonlinjen, som nu er blevet rystet godt sammen. Det første stævne spilles allerede d. 17. september, mens holdkampene starter om små 3 uger.

Håndbold

Onsdag morgen drog håndboldlinjen afsted til Brøruphus Efterskole. Her blev der trænet, spillet kampe og afholdt individuelle spillersamtaler. Samtaler som linjens trænere fremadrettet tager afsæt i, når der planlægges træning. Med spillersamtalerne får hver elev lov til at være med til at præge de fokuspunkter, der arbejdes med, og det mener vi, er vigtigt for den enkeltes udvikling. Efter nogle rigtig gode håndboldtimer og masser af, især, aftenhygge på Brøruphus, tog håndboldlinjen videre til Hou Efterskole. Her var der igen kampe på programmet. Det er vigtigt for alle holdene at få kampe på CV’et, så de stille og roligt kan begynde at finde hinanden. Alle hold viste fine takter, og på håndboldlinjen glæder man sig meget til at komme i gang med turneringerne. Håndboldlinjen deltager i Efterskoleturneringen, FHFs turnering, SkoleLiga 2 og DGI’s turneringer. Det er endnu uvist, hvornår de første kampe spilles.

Fodbold

Fodboldlinjen tog også et smut til Jylland, hvor de besøgte BGI Akademiet. Akademiet har nogle fine faciliteter med blandt andet forhindringsbaner og springgrave, men først på programmet stod et par kampe, som skulle spilles. Det var en våd affære at være fodboldspiller i sidste uge, men eleverne holdte humøret højt og tog endnu engang udfordringerne med godt humør. Aftenen bød på afslapning og hygge, samt leg og spring i pomfritgraven.

Torsdag startede dagen med en tur på forhindringsbanen. Det er altid en god og anderledes træning, sådan en bane tilbyder. Eleverne gav den gas og viste stort overskud på det sociale parameter, hvor det var tydeligt, at kammerartskab er en vigtig faktor for fodboldlinjen. De er rigtig gode til at hjælpe hinanden i alle situationer.

Der blev spillet i alt 5 træningskampe over de to dage, inden elever og trænere igen vendte hjem til SIE. På fodboldlinjen deltager vi i løbet af året i Skoleliga 1, 2, og 3, i DM for efterskoler, i Mesterrækken og A-rækken. Vi glæder os til at spille de første gældende kampe.

 

RING MIG OP

Vi vil så gerne snakke med dig, så efterlad dit navn og nummer i formularen nedenfor, så ringer vi dig op.

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.