Musikteater – bolden blev skiftet ud

 – af Theis Juul og Frederik Skytte

Musikteater

Dagligdagen på Strib Idrætsefterskole er langt fra ensformigt. I sidste uge blev skolens hal lavet om til en teatersal, og bolden blev byttet ud med spotlight og replikker.

Skrevet af Theis Juul og Frederik Skytte 

Eleverne stod selv for det hele
Rammerne blev givet, og derefter blev eleverne sat på en prøve, hvor kun deres fantasi satte grænserne. De stod for alt fra manuskript til dans, kulisser, lyd- og lysopsætning og fik i processen hjælp fra den professionelle instruktør og skuespiller Kristian Fjord. Med professionel vejledning og masser af nysgerrighed viste det sig at blive en virkelig lærerig og sjov uge for alle parter.

“Vi startede fra scratch. Det er helt vildt, at vi både har skrevet historien, fået skuespillerne til at vise den og krydret det hele med sang, dans, fine kulisser og kostumer. Og så var det altså en ret fed opsætning med det professionel set up på scenen”, fortæller Simon Golles, der var manuskriptforfatter på et af de 3 akter i årets musikteater.

I teaterstykket møder du Saga og Louis, der går på Strib Idrætsefterskole i år 2042. Efterskoleånden er forsvundet, og i håbet om at finde den rejser Saga og Louis 50 år tilbage i tiden. Tilbage til skolens grundlæggelse i 1992. Efter flere stop på vejen fra de grundlæggende år og frem til år 2042 formår de to elever at fange den forsvundne ånd og, måske endnu vigtigere, at finde ud af hvordan og hvornår den forsvandt.

Ånden der forsvandt
Efterskoleånden var helt naturligt årets tema, og det er der en speciel årsag til. Strib Idrætsefterskole har i år 25 års jubilæum, og derfor snakkes der i denne tid meget om skolens historie. Der tales også om den værdi og den ”ånd” en efterskole har, men der tænkes også på skolens fremtid.

“Det er fantastisk skønt at kunne fejre 25 års jubilæum, men det er også vigtigt at vi ser fremad. Vi mindes alle de gode ting, der er sket de sidste 25 år. Vi lærer af vores fejl og bygger videre på de gode ting”, fortæller forstander Ole Kristian Warthoe. Han mener, det har været en uge, hvor eleverne på en rigtig god måde har mindet hinanden om, hvor vigtigt det er at holde sammen. “De har reflekteret over det her med teknologien, det sociale rum og sammenholdet. Det har været godt for både dem og os, fordi vi på den måde er blevet mere bevidste om, hvad det på sigt kan resultere i i 2042, hvis vi gemmer os bag vores telefoner og glemmer hinanden. Vi er blevet husket på, at vi er stærkest, når vi står sammen”, fortæller forstanderen. Han kan med ro i sindet fortsætter med at være mobil-politi i spisesalen. Her er der nemlig mobil-fri zone og efter denne uge, har eleverne måske en større forståelse for, hvorfor det er vigtigt, at teknologien ikke er med alle steder.

Inden eleverne mandag d. 4 december havde skiftet bøgerne og linjetræningerne ud med sceneperformance, havde de fået et lille hint, der afslørede temaet for ugens arbejde med musikteateret. De fik redegjort for de værdier, som de mener efterskoleformen indebærer og tilbyder. Mange ord stod på tavlen; sammenhold, fællesskab, sport, hygge, køkkenvagter, rengøring, nudler, aftente og meget mere. “Det var faktisk lidt svært, men også sjovt at sætte ord på det, som vi har sammen. Det er jo ikke noget, vi tænker på til hverdag ”, fortæller Simon Galles.

Henrykte familiemedlemmer var vidne til et brag af en forestilling
Efter fem dages hård forberedelse var fredag aften ugens absolutte højdepunkt. Klokken 16.00 rullede de første familiemedlemmer ind på skolens parkeringsplads, og eleverne begyndte ligeså stille at få de første sommerfugle i maven. Teatersalen blev hurtigt fyldt med over 350 nysgerrige tilskuere, der ikke vidste, hvad de kunne forvente af de næste 2 timer.

Bandet satte stykket i gang, og da de slog første takt an, var musikteatret for alvor i gang. Der var masser af latter og klap, og flere forældre var overrasket over, hvad eleverne havde formået at skabe. “Jeg er meget imponeret over alt det, de har nået på så kort tid. Der var rigtig mange gode pointer og emner, der gav stof til eftertanke. De små sjove indspark, kvikke replikker, bandet, koret og danserne gav det hele en god underholdningsværdi. Det var den perfekte start på en god weekend”, smiler Thomas Juul, der er far til en af skolens håndboldelever.

RING MIG OP

Vi vil så gerne snakke med dig, så efterlad dit navn og nummer i formularen nedenfor, så ringer vi dig op.

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.