Efterskole DM løb 5 og 10 km

Fredag den 13. marts

Endnu engang inviterer vi til DM for efterskoler på 5 og 10 km løb.
Vi håber, at I som altid har nogle friske og motiverede elever, og at I igen i år vil bakke talstærkt op om arrangementet.
Vi er klar til at afholde en fed dag for jer. Løbet er for ALLE – hurtig som langsom. Dagen vil give jeres efterskole og elever en fed dag ud af huset, som gavner fælleskabet og samtidig også byder på sammenhold, oplevelse, konkurrence og måske en ”håneret” lærer og elever imellem.

Kort om konkurrencerne ved Efterskole DM

Vi har kørt det helt store set-up i stilling.
I kan f.eks. forvente: Topløb på trafikfri rute, kilometerafmærkning, mellemtider, væskedepot ved 5 km og i mål.
Selvfølgelig er der en festlig start og underholdning undervejs på ruten. Hele dagen er der en speaker i topklasse, der styrer alle sikkert igennem, ikke mindst til den store præmieoverrækkelse.
Vigtigst er dog, at alle får en god løbsoplevelse!

Indlagt er en lang række konkurrencer:
a) Individuelt: Guld-, sølv- og bronzemedaljevindere findes hos både drenge og piger.
b) Holdmesterskab: Tiderne for de tre hurtigste deltagere fra hver skole lægges sammen, og derved findes vinderen af holdmesterskabet for både piger og drenge.
c) Danmarks hurtigste efterskole: De 20 hurtigste elever fra en efterskole tæller. De 20 elever sammensættes af: 5 drenge og 5 piger på hver distance. Denne titel viser både bredde, motivation og holdånd.
d) Danske mesterskaber for efterskolelærere og øvrige personale: Guld-, sølv- og bronzemedaljevindere findes hos både herre og damer.

DM for Efterskoler kort fakta

Sted: Strib Idrætsefterskole, Staurbyskovvej 6, 5500 Middelfart.
Dato: 13. marts
Start: Alle starter kl. 11.00
Distance: 5 eller 10 km
Parkering: Græsplænen under Den nye Lillebæltsbro.

Tilmelding til Efterskole DM 

I skal bruge et bestemt excel ark for at tilmelde jeres hold. Send en mail til: lillebaelthalvmarathon21@gmail.com så sender vi det ark, du skal bruge.

Udfyld alle felterne på dem, som I gerne vil tilmelde. Send derefter arket retur til os, så sørger vi for, at I alle bliver tilmeldt.
OBS! Husk at notere de lærere mm., som løber med, så vi kan se forskellen på elever, lærer og andet personale. Prisen for at deltage i “Efterskole DM” er 95 kr. pr. deltager.

M.v.h.
Strib Idrætsefterskole og Lillebælt Halvmarathon