Uddannelsesvejledning

Det er vigtigt at huske at leve i nuet på en efterskole, men vi synes også, det er vigtigt at tale om, hvilke drømme, ønsker og muligheder du har efter dit år på SIE.

På Strib Idrætsefterskole har vi 3 uddannelsesvejledere, som hjælper dig godt på vej i dit valg af uddannelse. Din vejleder arbejder tæt sammen med din kontaktlærer og dine boglige lærere for at styrke dine studiekompetencer og hjælpe til med afklaring ift. valg af ungdomsuddannelse. Vejledningsaktiviteterne har altid dig som den vigtigste aktør, og bl.a. gennem spil og andre sjove aktiviteter snakker vi os klogere på os selv og hinanden.

Udover at støtte den enkelte elevs individuelle refleksion over fremtiden, har vi i nogle år arbejdet med dét, vi kalder IBO: IBO på Strib Idrætsefterskole står for Innovations-Brobygnings-Opgaven, og her skal du arbejde med at udvikle en idé relateret til Verdensmålene, og via sparring fra virksomheder får du kombineret teori med praksisvirkelighed.  IBO er altså et projekt, der binder efterskolelivet sammen med dine fremtidige uddannelses- og jobmuligheder.
Sammenfattet kan vi sige, at målet med vejledning på SIE er at bevidstgøre dig om dine egne ressourcer og at udvikle dine studiekompetencer. Vi tager i den forbindelse udgangspunkt i reflekterende aktiviteter, hvor du selv er med til at sætte ord på dine mål og muligheder.

Har du spørgsmål?

Kan du ikke finde svar på dine spørgsmål, så tag endelig kontakt til kontoret